Logo
banner

Klik for print-venlig udgave

Stigende udfordringer på medical-området -

Piloter oplever stigende udfordringer på medical-området

Vores medlemmer oplever, at Trafikstyrelsen i stigende grad involveres ved fornyelse af medical. Den tendens vi ser er, at selv mindre helbredsmæssige forhold, som f.eks. er noteret i journalen fra den praktiserende læge, kan føre til omfattende og kostbare helbredsundersøgelser samt en urimelig lang sagsbehandlingstid hos Trafikstyrelsen. Det er vores opfattelse, at flyvelæger, i højere grad end tidligere, vælger at indsende sager til Trafikstyrelsen. 

Vi har også kendskab til flyvelæger, som er frustrerede over, at Trafikstyrelsen insisterer på, at selv mindre komplicerede helbredssager, skal gennem Trafikstyrelsen, før en afgørelse kan træffes - selv når flyvelægen vurderer, at der ikke er grund til at betvivle pilotens helbredstilstand og at helbredsstilstanden ikke er tilfare for flyvesikkerheden. 

En konkret sag, vi for nylig har kendskab til, illustrerer meget godt tendensen:

Her har flyvelægen vurderet, at medical kan fornyes og at piloten ikke udgør nogen fare for flyvesikkerheden, der er 1 % risiko for at helbredstilstanden kommer igen. På trods af dette insisterer Trafikstyrelsen på at få sagen indsendt. Det har resulteret i, at piloten nu er grounded i op til fire måneder, som er den nuværende sagsbehandlingstid hos Trafikstyrelsen.

Det er helt uacceptabelt for både den pågældende pilot og flyvesikkerheden som helhed.

AOPA DMU har rettet henvendelse til Trafikstyrelsen 

AOPA DMU har tidligere i år rettet henvendelse til Trafikstyrelsen på baggrund af det krav som Trafikstyrelsen i 2024 udsendte til flyvelægerne om at der fremadrettet kræves en udførlig journal historik, bl.a fra egen praktiserende læge. Et ifølgeTrafikstyrelsen ufravigeligt krav ved fornyelse af medical. 

Foto: Pxhere

I vores henvendelse til Trafikstyrelsen har vi bl.a. belyst dette: 

Vi mener at kravet om videregivelse af alle oplysninger i journalen fra den praktiserende læge rejser alvorlige spørgsmål om fortroligheden i læge-patient-forholdet.

Det er stærkt bekymrende, at piloter stiller sig meget tvivlende overfor om de, som patient, kan have en dyb fortrolig samtale med egen læge, uden at fortrolige informationer bliver delt med tredjepart. En sådan samtale kan omfatte særligt følsomme emner. Emner som ikke har relevans for en helbredsvurdering i forbindelse med udstedelse af medical. De nye journal krav, underminerer i vores optik den nødvendige tillid i læge-patient-forholdet.

Vi er bekymrede for at det skærpede krav kan få alvorlige og utilsigtede konsekvenser for flyvesikkerheden. Hvis piloter oplever, at de ikke kan have fortrolige samtaler med deres læge, kan det medføre, at de undlader at søge om lægehjælp eller at drøfte vigtige helbredsspørgsmål med sin læge. 

Det kan medføre risiko for forsinket diagnose, manglende behandling eller for tidlig død, hvilket i sidste ende kan få en negativ indvirkning på flyvesikkerheden.

Samarbejde gennem KDA's medicaludvalg 

AOPA DMU hilser KDAs nedsættelse af et medicaludvalg på tværs af unionerne velkomment. AOPA DMU deltager i udvalget og har videresendt medical sager i anonymiseret form til medicaludvalget, så disse sager kan medvirke til at danne grundlag for en dialog med Trafikstyrelsen om den bekymrende udvikling på området. 

Er du løbet panden mod muren i din medical sag? 

Vi opfordrer dig til at rapportere ind til os, hvis du oplever problemer omkring din medical, som er af principiel karakter. Det kan være hvor du føler din sag er endt i "bureaukrati", urimelig lange sagsbehandlingstider eller lign. 
Alle sager behandles naturligvis fortroligt og anonymiseres - også i tilfælde af, at vi retter henvendelse til Trafikstyrelsen om en specifik problemstilling.

Vi gør opmærksom på at vi ikke rådegiver på det lægefaglige område, da vi ikke har kompetencen hertil. 

Interessante vinde blæser i EASA

Kan Pilot Medical Declarations (PMD) implementeres i EU? 

Pilot Medical Declarations (PMD) blev implementeret i Storbritannien for flere år siden og der arbejdes målrettet på om det også kan blive en fremtidig model for EU-landene. 

PMD-ordningen i Storbritannien gør det muligt for privat piloter at selvdeklarere deres helbredstilstand i stedet for at gennemgå undersøgelser hos en godkendt flyvelæge.

Piloten attesterer, at han/hun overholder de samme krav som ved et standard kørekort. Denne tilgang har været evalueret af de engelske luftfartsmyndigheder, som har bekræftet, at systemet fungerer og er uden negative konsekvenser for flyvesikkerheden. 

Erfaringer fra USA, med "Basic Med"-ordningen, understøtter også, at kravet om helbredsundersøgelse hos godkendte flyvelæger ikke nødvendigvis er en garanti for højere flyvesikkerhed i privat flyvningen/General Aviation. 
 

Foto: AOPA DMU

For nylig har EASA åbnet døren for en mulig implementering af PMD i EU. Det sker med afsæt i EU Basic Regulation fra 2018, som giver mulighed for proportionelle undtagelser for medical i luftsport. Desuden har EASA vedtaget et nyt "guiding principle" i reguleringen af luftsport, kaldet "Declared by Default", som gør det muligt for piloter at selvdeklarere deres fitness. Det er et skridt mod en mere rationel og praktisk tilgang til regulering af ikke-kommerciel flyvning.

De første skridt mod en PMD-ordning i EU er allerede taget af European Gliding Union og Europe Air Sports (EAS), som har udarbejdet et forslag til en revideret ordning. Forslaget ligger op til, at PMD kan gælde for ikke-kommercielle flyvninger med op til 4 personer ombord og en maksimal TOM på 2730 kg. 


Argumenter for implementering af PMD i EU

  • Statistikker fra både UK og USA viser, at medical-relaterede ulykker i luftsport er yderst sjældne. I mange tilfælde har eksisterende sygdomme ikke nødvendigvis været afgørende for ulykker.
     
  • EASA's Flightpath 2020-strategi understøtter større deltagelse i luftsport, og PMD kan være en del af løsningen.
     
  • PMD-systemet vil reducere bureaukrati, omkostninger og ventetider for piloter, samtidig med at det opretholder flyvesikkerheden på et højt niveau.

AOPA DMU har længe været fortaler for den britiske PMD model og støtter Europe Air Sports arbejde med implementering af PMD i EU. 

Dog skal vi væbne os med tålmodighed, da EASA er en tung regelmaskine. Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at sætte en tidshorisont på.