|
Nyt fra Trafikstyrelsen vedr. hændelsesindberetninger
Alle, der anvender ECCAIRS til indberetning af hændelser har relevans for indholdet i denne meddelelse.
For at understøtte en mere præcis, ensartet og brugervenlig indrapportering af hændelser i ECCAIRS introduceres der nu nye rapportformularer. De nye formularer er udviklet på baggrund af ønsker og behov fra både brugere og organisationer med det formål at forbedre kvaliteten af de indberettede data samt gøre rapporteringsprocessen mere målrettet og simpel.
Den eksisterende generelle formular har i flere tilfælde vist sig ikke i tilstrækkelig grad at understøtte de forskellige typer hændelser, som rapporteres i praksis. Derfor er de nye formularer designet specifikt til udvalgte hændelsestyper, således at brugeren i højere grad guides gennem relevante oplysninger og kun præsenteres for de felter og spørgsmål, der er nødvendige for den konkrete indberetning.
Et særligt fokusområde i udviklingen har været indførelsen af en dedikeret formular til fatigue-relaterede hændelser. Dette har været efterspurgt over længere tid og skal bidrage til en mere struktureret og ensartet indsamling af oplysninger. Ved at målrette rapporteringen bliver det lettere både at indberette data, identificere mønstre og understøtte det forebyggende sikkerhedsarbejde.
De nye formularer har samtidig til hensigt at forbedre brugeroplevelsen ved at gøre rapporteringsprocessen mere overskuelig og relevant for den enkelte indberetter. Formularerne er derfor opbygget med fokus på klar struktur, logisk opdeling og tydelig vejledning gennem rapporteringsforløbet.
Dokumentation beskriver de nye formularers opbygning, anvendelsesområde og funktionalitet samt eventuelle ændringer i forhold til tidligere rapporteringsprocesser. Formålet er at sikre en ensartet implementering og skabe et fælles grundlag for anvendelsen af de nye rapporteringsmuligheder i ECCAIRS.
SMS-operatører har desuden mulighed for at implementere tilsvarende rapportformularer i deres egne interne rapporteringssystemer, hvis dette ønskes. Det er dog op til den enkelte organisation, hvordan rapporteringsprocessen ønskes opbygget internt. Formularerne i denne dokumentation afspejler de oplysninger og datakrav, som skal indrapporteres til Trafikstyrelsen gennem ECCAIRS, men de kan tilpasses og integreres lokalt efter organisationens egne procedurer og systemer.
Derudover er vores hjemmeside blevet opdateret med ny og uddybende information om de nye rapportformularer. Der er samtidig udarbejdet en instruktionsvideo, som giver en mere konkret gennemgang af formularerne og deres anvendelse i praksis.
Hjemmeside
Link til video
|