Logo
banner

Klik for print-venlig udgave

DULFU forlader Motorflyvningens Fællessekretariat -

DULFU forlader Motorflyvningens Fællessekretariat

Det er med stor beklagelse at vi må meddele at DULFU har valgt at ophøre med sekretariatssamarbejdet pr. 31 december 2024. Det er trist, at man splitter motorflyvningen fremfor at samle den.

Baggrunden er, at vi i foråret havde et møde med DULFU hvor vi drøftede DULFU’s betaling for arbejdet i sekretariatet.  Da der ikke var enighed om omfanget, blev der iværksat en tidsregistrering, som klarlagde omfanget af arbejdet med DULFU i sekretariatet.  Samtidig var der enighed om at vi gensidigt opsagde samarbejdsaftalen til genforhandling, og formelt opsagde AOPA DMU derefter aftalen.

På et møde i august fremlagde AOPA DMU resultatet af tidregistreringen  , som godtgjorde at DULFU brugte godt 38 % af den samlede arbejdstid. Beregninger på AOPA DMU’s sekretariats udgifter, fratrukket alle udgifter der kun vedrører AOPA DMU, viser at DULFU betaler ca. 50.000,- kr. for lidt i forhold til betalingen for 2024. Vi har derfor lagt op til en stigning på kr. 33.000, hvilket svarer til en stigning på kontingentet for DULFU’s medlemmer på 6,6 % eller kr. 49,54 pr. nuværende medlem i DULFU. Vi anerkender at det procentvis er en markant stigning, men det skyldes jo at udgangspunktet i flere år har været for lavt i forhold til de faktiske udgifter.

AOPA DMU har over for DULFU fremlagt detaljeret regnskab over udgifterne og besvaret alle spørgsmål til dette.

Forud for det seneste bestyrelsesmøde i DULFU har vi indikeret hvor vores smertegrænse lå, samt at vi ønskede en længerevarende aftale, på f.eks. 5 år efter en relevant model, så vi ikke skal forhandle årligt.

DULFU har ikke ønsket yderligere forhandlinger og har herefter meddelt at de etablerer eget sekretariat, da de mener det kan gøres væsentligt billigere end aftalen med AOPA DMU.

AOPA DMU vil fortsat have et sekretariat med de nuværende dygtige og kompetente medarbejdere.

Vi ser det som en stor styrke at have et professionelt sekretariat.

Hvis der er spørgsmål, bedes de rettes til undertegnede, ikke sekretariatet

Med venlig hilsen
Knud Nielsen
Formand

Mobil 40 10 77 07
elek@tnik.dk