Sydfyn/Tåsinge Flyveplads - reddet og fremtidssikret -

Sydfyn Tåsinge Flyveplads reddet

I begyndelsen af maj skrev vi om at AOPA og DMU var gået aktivt ind i kampen for bevarelse af Sydfyn Tåsinge Flyveplads, da spareplaner i Svendborg Kommune foreslog en lukning af flyvepladsen, som ville betyde store tab for den private- og erhvervsmæssige flyvning og turismen. Læs tidligere nyhedsmail her.

Budgetforhandlingerne i Svendborg Kommune er nu afsluttet og politikerne har givet en mundtlig tilkendegivelse af at Sydfyn Tåsinge Flyveplads ikke "blot" er reddet fra lukning, men også fremtidssikret i en såkaldt 20-årig råderetsaftale for flyvepladsens brugere. Politikerne er enige om, at flyvepladsen har potentiale til vækst og udvikling. Politikerne håber på, at den 20-årige råderet resulterer i at investorer, erhvervsliv og fonde vil investere i bl.a. asfaltering af nuværende bane, så flyvepladsen bliver anvendelig hele året.

Derudover blev følgende besluttet:

2019 - et uændret årligt driftstilskud på 540.000 kr. bibeholdes.

2020-22 driftstilskuddet beskæres med 200.000 kr. til 340.000 kr. årligt.

Denne sag viser i al sin tydelighed vigtigheden af, at GA- og privatflyvningen står sammen om at skabe de bedst mulige vilkår.

Forslag om fusion mellem AOPA DK og DMU

HUSK - AOPA årsmøde på Sydfyn Tåsinge Flyveplads

AOPA har indbudt sine medlemmer til årsmøde på lørdag, hvor der bl.a. skal behandles et forslag om fusion af AOPA Danmark og DMU. Efter adskillelige års nært samarbejde mellem AOPA og DMU, bl.a. gennem et fælles sekretariat, er AOPA og DMU's bestyrelser enige om at foreslå en fusion, for at give GA en endnu stærkere samlet stemme. Forslaget blev også behandlet på DMU's repræsentantskabsmøde i april, hvor repræsentantskabet enstemmigt stemte for at arbejde videre mod en fusion.

Du finder programmet for årsmødet her: www.aopa.dk

DMU medlemmer, der ikke allerede har tegnet et AOPA krydsmedlemskab, kan gøre dette ved tilmelding til årsmødet. Tilmeldsfristen er imorgen, torsdag kl. 10., enten på info@aopa.dk eller telefon 78 78 21 90.