Nyt fra Motorflyvningens Fællessekretariat_1 2018 -

Flyvesikkerhed på private flyvepladser

Forsikringsselskaberne har gennem de seneste år øget fokus på de forholdsvis mange havarier på private flyvepladser, sammenholdt med antallet af havarier på offentlige flyvepladser.

AOPA og DMU arbejder for at højne flyvesikkerheden på de private pladser og der er indgået et samarbejde med Riskpoint herom. Vi kigger på mange forskellige forhold, bl.a. gennemgås rapporter om havarier systematisk for at tage udgangspunkt i de problematikker vi ser i havarierne, pilotens og flyvepladsens - og der brainstormes bedst mulige tiltag, ikke kun i forhold til piloterne, men også til flyveklubber/flyvepladsejere og flyveskolerne. Har du forslag til ovenstående, hører vi meget gerne fra dig.

I tråd med ovenstående tiltag har Jeppesen taget initiativ til at lave et online værktøj med information om private flyvepladser. Langt fra alle VFR flyvepladser er i Jeppesens database og i de nationale AIP'er. På den baggrund ønsker Jeppesen at få kendskab til hvor vigtig information om disse pladser er for piloterne. Jeppesen vil også rette henvendelse til flyveplads ejere/operatører for at få afdækket mulighederne for information om flyvepladsens forhold.

På baggrund af undersøgelsen planlægger Jeppesen at oprette en hjemmeside, hvor piloter gratis kan hente information om flyvepladserne, uanset om man er abonnent hos Jeppesen.

Vi opfordrer alle piloter til at deltage i undersøgelsen, som er på 9 spørgsmål og tager ca. 5 min. Besvarelserne behandles fortroligt. Der udloddes 10 stk gratis årsabonnementer på Jeppesen electronic VFR og IFR Europa blandt deltagerne.

Fristen for deltagelse er den 28. februar.  Link til spørgeskema

Forsikringaftale - nu også for AOPA medlemmer

DMU's flyforsikringsaftale med Riskpoint er nu udvidet til også at omfatte AOPA Danmark medlemmer.

  • Som medlem får du 10% rabat på fastvinget fly og 5% rabat på helikopter, på hele forsikringspræmien.
     
  • Ved indtrædelse i ordningen fra andet selskab, hvor man er berettiget til bonus for skadesfri år, ydes første år ekstraordinært 10 % på kaskopræmien.
     
  • Og flere andre fordele


Du kan læse om fordelene ved aftalen og indhente tilbud på DMU's hjemmeside.

Vi opfordrer alle, der ikke allerede har tegnet forsikring gennem vores aftale med Riskpoint, om at indhente et tilbud til sammenligning med deres nuværende forsikring. Jo flere vi er under aftalen, des bedre vilkår og rabat kan vi opnå.

Flere verserende sager til behandling i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen

AOPA og DMU har i denne uge været til bilateralt møde i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBBST). De bilaterale møder er afløseren for de tidligere halvårlige unionsmøder, den nye mødeform er et ønske om at gøre møderne mere målrettede og effektivisere sagsbehandlingen for de enkelte unioner. På mødet deltog flere kontorchefer fra TBBST og der blev drøftet fremtidigt samarbejde og flere verserende sager blev behandlet.

Det var et effektivt og meget positivt møde og vi ser frem til et endnu tættere og mere målrettet samarbejde med TBBST. Bl.a. blev følgende sager behandlet:

EU krav til brand og redning på flyvepladser
AIC er under udarbejdelse, der forventes en undtagelse for mindre private operatører, hvilket f.eks. gerne skulle føre til at Roskilde Lufthavn fjerne sit PPR for at operer efter kl. 22.


Vedligeholdelseskrav og skoling i non-kommercielt regi og på eget fly
TBBST har pt. ikke hjemmel til at opfylde dette ønske fra AOPA/DMU's side, men er helt enig i at det bør være muligt at skole på eget fly i non-kommercielt regi. Man afventer Part M Light, der forventes at løse udfordringerne.

Dronepraksis vedr. etablering af restriktionsområder til droneflyvning
TBBST er igang med at se på ændring af proceduren for etablering af restriktionsområder, da denne ikke har været optimal. AOPA/DMU kommer med på høring, inden etablering af restriktionsområder til droneflyvning.

Autorisationsforside med begrænsning til VFR, NAT-VFR og IFR i flyets håndbog
Vi mener at forsiden i flyets håndbog i praksis gør det vanskeligt at praktisere EU's udstyrskrav, som tiltænkt. EU's udstyrskrav er baseret på operationelle krav der varierer fra flyvning til flyvning. Forsiden risikerer derfor at være misvisende ved forskellige former for operationer. Vi har forslået at forsiden afskaffes, som man har gjort i Norge. Sagen behandles pt. i TBBST og vi afventer en tilbagemelding.

IFR Cloud-break procedurer
AIC B 04/18 er udsendt, der åbner mulighed for, at der nu kan etableres IFR Cloud-break procedure, uden der nødvendigvis skal etableres AFIS.

I AIC'en står der bl.a.:

RNP-procedurer kan godkendes til anflyvning af offentlige godkendte VMC-flyvepladser, hvis det på baggrund af en konkret vurdering
skønnes flyvesikkerhedsmæssigt forsvarligt, og under forudsætning af samtidig etablering af AFIS eller tilsvarende.


Vi ser positivt på ovenstående udmelding fra TBBST og ligger især vægt på formuleringen ".....AFIS eller tilsvarende". Herning Flyveplads arbejder allerede på mulighed for at etablere en procedure, hvor Karup står for den indledende del af IFR-anflyvningen.

PPL teoriprøver
TBBST udsendte i 2017 et forslag til forhøjdede prøvegebyrer for PPL teoriprøver. DMU/AOPA har protesteret i et høringssvar og vi kan konstatere at prøvegebyret i de udsendte gebyrrelemanet for 2018 er fastholdt på det hidtidige prisniveau. Den kommende IT-løsning ved aflæggelse af PPL teoriprøver vil øge fleksibiliteten væsentligt og på sigt vurderes det at omkostningerne til PPL teoriprøver falder, til fordel for aspiranterne. AOPA/DMU vil naturligvis se på muligheden for at ansøge om at kunne afholde PPL teoriprøver, når det nye system indføres.

BL 3-1, krav om telefon på flyveplads
TBBST var enig med os i at kravet om analog telefon på flyvepladsen ikke er fulgt med udviklingen. Det vil blive revideret snarest muligt.