Nyt fra Motorflyvningens Fællessekretariat #4_2016 -

Nyt fra Motorflyvningens Fællessekretariat...

Implementering af 8,33 kHz frekvensadskillelse 

Som mange af jer allerede er bekendt med, er der pr. 1. januar 2018 krav om at radioer installeret i fly skal være med 8,33 Khz frekvensadskillelse. Dette krav skyldes den kommercielle flytrafiks store behov for flere frekvenser i de højtrafikale områder i mellemeuropa, som desværre betyder en betragtelig meromkostning til ejerne af GA fly. Der kan muligvis opnås en undtagelse eller udskydelse af implementering af 8,33 kHz på nationalt plan, ved flyvning i luftrumsklasse D, E og G, således at kravet udelukkende er tilstede i luftrumsklasse C.  På EU plan er der desværre ikke udsigt til en generel undtagelse fra kravet inden den 1. januar 2018, så undtagelsen skal opnås på nationalt plan og kræver at den nationale luftfartsmyndighed får en sådan godkendt i EASA. Vi ved at andre skandinaviske lande arbejder på at opnå en undtagelse, men har pt. ikke overblik over hvad tilfældet er i de øvrige europæiske lande.

Det er glædeligt at KDA samarbejder med Trafik- og Byggestyrelsen for at få lavet en udsættelse/undtagelse af kravet om 8,33 Khz i ovenstående luftrumsklasser. DMU er derfor blevet bedt om bla. at skaffe nærmere oplysninger om hvilke fly, der ikke har 8,33 kHz radio og oplysning om hvornår radio forventes skiftet til 8,33 kHz.

Vi skal derfor bede ALLE flyejere om at svare på svarskemaet i nedenstående link. Svaret skal sendes senest onsdag den 6. juli. 

Link til svarskema


Kontaktmøde

På seneste halvårs kontaktmøde mellem Trafik- og Byggestyrelsen (TBST) og unionerne havde DMU og AOPA bl.a. rejst følgende emner:

  • Manglende opdatering af VFG/approach charts.
    Vi bragte også emnet op tilbage i maj 2015.TBST meddelte på mødet, at Naviair ikke kan fremskynde processen yderligere, men at der fortsat arbejdes på sagen.

     
  • Medical
    Inkonsistente certifikat og medical regler gjorde det ulovligt for indehavere af et kommercielt certifikat at flyve privatflyvning til trods for en gyldig Class II medical. Indehavere at et PPL certifikat kunne ikke anvende en LAPL medical uden først at få PPL certifikatet konverteret til et LAPL. EASA har på opfordring fra AOPA bekræftet at MED A.030 koorigeres. Emnet blev også indsendt til TBST forud for kontaktmødet og TBST publicerede eftefølgende AIC B12/2016.

     
  • Krav til udstyr i fly
    Når de nye OPS regler træder i kraft til august indebærer det nye EU krav til minimum udstyr i fly. Der er væsentlige uoverenstemmelser i udstyrskravene i BL 1-12 og de nye OPS regler, ved f.eks. IFR flyvning er udstyrskravene strengere i BL 1-12, hvor der bl.a. kræves 2 radioer og højdemålere men hvor de nye OPS regler blot kræver én radio og én højdemåler. TBST bekræftede på mødet at udstyrskravene i BL 1-12 ikke længere er gældende og der derfor udsendes en AIC omkring 1. juli.
    På TBSTs opfordring har DMU efterfølgende givet input til TBST på andre områder hvor TBST skal være opmærksom på uoverensstemmelse i udstyrskravene, bl.a. BL 6-09. Vær opmærksom på at der i nogle områder af Europa fortsat vil være krav om 2 radioer ved IFR flyvning, f.eks. London-området og i Tyskland.

     
  • Nye anti-terror regler og krav om passagerlister
    Justitsministerieret arbejder med nye anti-terror regler og i den forbindelse var der muligvis lagt op til at også privatflyvningen skulle pålægges krav om elektronisk indrapportering af detaljerede passagerlister med pasnumre forud for en udenlandsflyvning. AOPA har efterfølgende modtaget en skriftlig bekræftelse fra Justitsministeriet på at privatflyvning fritages fra de obligatoriske krav om passagerlister med pasnumre ved ind- og udflyvning i Danmark.

     
  • IFR cloud brake procedurer til mindre VFR pladser
    Tilbage i 2013 sendte AOPA Trafik- og Byggestyrelsen (TBST) et konceptoplæg til etablering af IFR cloud brake procedurer for mindre danske VFR flyvepladser uden ATS enhed. I november 2015 indsendte AOPA en udbedt risikovurdering og et revideret konceptoplæg. Projektet pågår stadig og sagsbehandlingen i TBST er meget langsommelig. TBST oplyste at et notat er i en intern process og vil blive sendt i høring bl.a. hos AOPA. TBST forventer at kunne tage endelig stilling til projektet i efteråret 2016.

På mødet blev der også drøftet ændring om Lov om Luftfart, som medfører udarbejdelse af nye bekendtgørelser. Den første kommer til at omhandle droneflyvning i bebygget område, som forventes at træde i kraft den 1. september 2016. Der arbejdes bl.a. med fastsættelse af en øvre vægtgrænse for mindre droner, krav om ansvarforsikring på mindre droner, implementering af digital ID når teknologien gør det muligt og indførsel af alkoholgrænse for dronepiloter.

Høring over ændring af gebyrer og afgifter

Det er et bekymrende højt antal gebyrer der afregnes efter regning, faktisk 2/3 af gebyrerne. Det er hæmmende for vækst og udvikling på luftfartsområdet. AOPA og DMU's høringssvar kan læses her.

Ny AIC vedr. vedligeholdelse

AIC B 13/16 er en vejledning til BL 1-3 og indeholder som supplement til BL'en en række vedligeholdelsesanvisninger og vejledninger samt gengivelse af vedligeholdelseskrav der er baseret på EU-forordninger.

EASA 

Simplere vedligeholdelse 

 

Et nyt simpliciferet regelsæt for vedligeholdelse af mindre fly, der ikke flyver under AOC er i støbeskeen. AOPA har deltaget i en EASA arbejdsgruppe i forbindelse med det nye regelsæt (Light Part-M). De De ny regler kommer til at gælde for ikke-komplekse fly op til 2730 kg og helikopter op til 4 personer og 1200 kg. De væsentligste fordele bliver:

  • Kort og overskuelig lovgivning
  • Myndighederne skal ikke godkende vedligeholdelsesprogrammet
  • Flyejeren kan selv tage ansvar for flyets vedligehold og skrive sit et vedligeholdelsesprogram ud fra et minimum inspection programme.
  • Piloten kan acceptere visse defekter uden at involvere et værksted.
  • Enhver uafhængig EASA certificeret mekaniker kan foretage inspektion og udstede en ARC i forbindelse med et 100 timers eftersyn.
  • Mulighed for mindre organisatoner (CAO/Combined Airworthiness Organisation) kan stå for både løbende kontrol af luftdygtighed (tidl. CAMO), den faktiske maintenance samt udstedelse af luftdygtighedsbevis.

I april blev der publiceret en Opinion, som er EASA's forslag til Light Part-M (Part-ML). Denne skal gennem trialogforhandlinger (EU Parlamentet/EU Kommisionen/EASA Kommitte), så der går minimum 6 måneder før vedtagelse.

Vejledning om flyvning i dansk luftrum

Naviair har udgivet en pdf-folder med vejledning om VFR flyvning i dansk luftrum.
Dansk version - klik her

Engelsk verion - klik her

Sæby Flyveplads

Sæby Flyveklub har bedt os om at videreformidle nedenstående:

I forbindelse med at vi på Sæby Flyveplads EKSA, er blevet opsagt af lodsejeren ved udgangen af 2017, har vi brug for al den støtte vi kan få! Lodsejeren har rejst planer om at opsætte vindmøller på flyvepladsen, men disse planer har mødt skarp kritik af diverse ornitolog-foreninger, lokalbefolkningen, naboer til projektet samt os der til dagligt benytter os af EKSA.

Der er dog lys for enden af tunnelen. Lodsejeren er blevet politianmeldt for at fælde et træ hvori den totalfredet fugl holder til og yngler. Derudover har en nabo til flyvepladsen lavet indsigelse mod projektet da han bor inden for 500m af to af de planlagte møller.

Vi håber på at vindmølle projektet falder til jorden igen, og at vi får mulighed for at købe flyvepladsen.

Vi vil gerne ride på den, for os, positive bølge i medierne og har derfor valgt at afholde et åbent hus arrangement samt mini-rally, Søndag d.28. August. Vi vil i den forbindelse gerne bede jer om at sprede budskabet om vores arrangement ud til DMU’s medlemmer.

Jeg håber at I kan være os behjælpelige med dette. Vedhæftet er en foreløbig invitation til alle piloter som gerne må spredes ud.

Et endeligt program samt tilmelding til mini-rallyet kommer snart.

Med venlig hilsen
Nicklas B Christensen
Næstformand - Sæby Flyveklub

Sekretariatet holder ferielukket i uge 31

Vi ønsker jer alle en rigtig god sommer! cool