Forslag om danske særregler droppes -

TBST dropper forslag om danske særregler

Især helikopter ejere/piloter, men også andre luftrumsbrugere, kan glæde sig over at TBST (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen) har valgt at følge AOPA og DMUs høringskommentarer og dermed dropper forslag om danske særregler. Et af forslagene ville ellers have gjort det ulovligt at lande med helikopter i by- og industriområder.

I tidligere nyhedsmail informerede vi om at TBST havde sendt et forslag om nye danske lufttrafikregler i høring. Forslaget lagde op til en lang række skærpede krav og nye danske særregler.

 AOPA og DMU indgav et omfattende høringssvar og kan nu konstatere at TBST på de fleste områder har valgt at følge branchens anbefalinger. Det betyder at vi undgår nye danske særregler. Samtidigt fjernes flere nationale særregler og henvisninger til gamle BL-er på områder, hvor der nu er kommet fælles EU regler.
 

Private Flyvepladser - minimumsflyvehøjder

AOPA og DMU har, med opbakning fra EU Kommissionen, påpeget at de foreslåede danske særregler for minimumsflyvehøjde ved landing på private pladser ville stride mod de fælleseuropæiske lufttrafikregler (Part-SERA). TBST har valgt at imødekomme branchen ved at droppe de skærpede krav. De anerkender i sit svar til AOPA og DMU at det er lovligt ved privatflyvning at lande med helikopter i tættere bebygget område, forudsat sikkerhedsbestemmelserne i SERA-forordningen følges.
 
TBST skriver således:
 
TBST bemærker i den forbindelse, at selv om det således som udgangspunkt fortsat vil være tilladt for helikoptere også ved privatflyvning at lande i tæt bebyggede områder, er der stadig regler, der skal overholdes for at dette kan ske sikkert, bl.a. reglen i SERA-forordningen om at der skal være egnet nødlandingsplads.
 
TBST har p.t. et øget fokus på privat helikopterflyvning, herunder særligt helikopterlandinger i tæt bebyggede områder og de regler der skal iagttages i forbindelse hermed.
 
TBST vil fortsat nøje følge området og løbende vurdere, om den nugældende retstilstand er tilstrækkelig til at sikre flyvesikkerheden og evt. overveje øvrige tiltag uden for lufttrafikregelsættet mhp. at hindre uforsvarlige helikopterlandinger i tæt bebyggede områder.


TBST har i samme anledning udsendt et brev til danske helikopterejere, hvor man gør opmærksom på de gældende krav. se brevet her

AOPA og DMU velkommer den nye kurs fra TBST. Vi opforder til at mulighederne for at lande med helikopter i tættere bebyggede områder anvendes ansvarligt og hensynsfuldt, og at piloten sikrer at der er egnede nødlandingsområder ved ind- og udflyvning. På den måde undgår vi at TBST igen skulle finde det nødvendigt at stramme regelsættet.

Private Flyvepladser - fly over 5700 kg.

 

Ved samme lejlighed har TBST valgt at følge AOPA og DMUs anbefaling om at droppe genindførsel af forbuddet mod at fly over 5700kg kan lande på private pladser. De har undtaget BL 7.1 særbestemmelserne for nedkastning og udspredning, slæbeflyvning og faldskærmsudspring fra at gælde i Danmark, da der jo nu gælder EASA regler på disse områder.

Et par enkelte hår i suppen:

Lov-struktur

TBST har ikke ryddet op i lov-strukturen, på trods af opfordring fra både AOPA, DMU og Naviair. Det vil sige, at man fortsat skal holde tungen lige i munden og gennemskue at det kun er enkelte udvalgte paragraffer i BL 7.1 der gælder i Danmark (angivet i punkt 3.1.1.b). Resten af BL-en gælder kun Færøerne og Grønland. Vi havde anbefalet at samle alt hvad der galdt for Danmark i BL 7-100, der indeholder tilføjelser til EU reglerne.

Special-VFR

TBST har heller ikke imødekommet os vedr. special-VFR, når man flyver til en mindre plads indenfor kontrolzonen, hvor der ikke er vejrrapport. Dette kan skabe en temmelig aparte situation:
Hvis vejret er dårligt på den primære plads i zonen, men godt i en anden del af zonen, så kan man godt få lov til at flyve ind i kontrolzonen og hen til det sted hvor man ønsker at lande. Her kan man så konstatere at vejret er perfekt, hvorefter man må forlade kontrolzonen igen, fordi det ifølge TBSTs fortolkning ikke er lovligt at lande. AOPA og DMU har påpeget at EU reglerne ikke står i vejen for en løsning her og nu, men TBST ønsker at afvente at EASA kigger på området og forventer først dette løst i 2020. Især den nye vandflyver mellem København og Aarhus har været påvirket at TBSTs stramme fortolkning og har flere gange måtte aflyse, selv om vejret har været klaret op i Nordhavn, mens det fortsat har været tåget i Kastrup. Det prøver man nu at løse ad anden vej ved at få uddannet vejrobservatører på vandflyvebasen.

 
Bilag:

AOPA og DMUs høringssvar - klik her
TBSTs bemærkninger til høringssvar - klik her
Den nye BL 7.1 (i kraft fra 12. oktober) - klik her
TBSTs brev til helikopterejere - klik her